Akut rodspidsbetændelse (parodontitis acuta)

Symptomer er normalt de samme som ved akut nervebetændelse. Infektionen har dog her udviklet sig, så nerven i tanden er død, og der er opstået betændelse i knoglen omkring rodspidsen. Det resulterer i, at knoglen nedbrydes, og der kan dannes pusfyldte hulrum i kæben. De kraftige smerter aftager ofte i løbet af nogle dage, da pusmængden finder afløb ud i munden, og derved mindskes presset i knoglen. Der kan være større eller mindre hævelser i det inficerede område. Undertiden ses meget kraftige hævelser, og kind og tandkød kan være fyldt med pus.

Behandlingen vil normalt være en rodbehandling.

Disse symptomer ses også hyppigt ved tidligere rodbehandlede tænder, som pludselig kan give kraftige smerter, selvom de har været symptomfrie i mange år.

Behandlingen er enten at forsøge at lave rodbehandlingen om eller at foretage en operativ fjernelse af rodspidserne.