Plastfyldninger

Fyldninger er i dag plastfyldninger. Sølvamalgam bruges ikke længere til fyldninger, medmindre der er tale om helt specielle forhold.

Når der er boret et hul i tanden, skal dette hul efterfølgende fyldes med en tæt fyldning for at forhindre, at der kommer et nyt hul i tanden. Først forbehandles tanden med et bindingsmateriale, der sikrer, at fyldningen binder sig fast til tandvæggene. Herefter fyldes hullet med den bløde, hvide plast, som kondenseres op mod væggene i tanden, så fyldningen bliver helt tæt. Til sidst belyses plasten med en speciel lampe. Det starter en kemisk reaktion, som gør, at den bløde plast bliver meget hård. Ofte skal der flere lag plast til for at lave en plastfyldning, da lyset kun kan trænge et vist stykke ind i plasten.

Når tanden er fyldt, føles den ofte for høj. Højden kontrolleres ved sammenbidspapir, og herefter slibes fyldningen, så den kommer til at passe i højden. Til sidst formes plasten, så den ligner den naturlige tand.