Fjernelse af visdomstand

Årsagen til, at visdomstænder fjernes er ofte, at de ikke er kommet helt på plads, og at der ud over tænderne sidder tandkød. Det kan resultere i infektion i eller ved tanden, da den ikke kan holdes ordentligt rent. Visdomstænder kan også sidde meget uhensigtsmæssigt i forhold til nabotænder, som man med tiden kan risikere at miste pga. hul eller parodontose forårsaget af denne placering.

Operationen foregår under steril opdækning. Ved operationen skyller man tandkødet og skubber det lidt væk, og det kan være nødvendigt at fjerne knogle omkring tanden, så den kan løsnes. Har tanden rødder, der sidder hver sin vej, eller ligger den i en uhensigtsmæssig stilling, kan det være nødvendigt at dele tanden i flere stykker for at få den ud.

Komplikationer ved fjernelse af visdomstand

De mere almindelige komplikationer ved fjernelse af visdomstænder er:

Smerter
Hævelse
Dry socket (kraftige smerter startende ca 3 dage efter operationen)
Infektion
Nedsat gabeevne
Her bør tandlægen altid kontaktes for at få afklaret om ens symptomer evt kræver tilsyn hos tandlægen.

De meget sjældne komplikationer:

Visdomstændernes rodspidser kan sidde i tæt kontakt til den store nerve, der ligger i kæben. Ved røntgenbilleder prøver man at lokalisere placeringen af denne nerve ift. rodspidserne. Hvis der er tæt kontakt mellem rodspidser og nerve, kan der være risiko for beskadigelse af nerven ifm. operation. Det kan forårsage, at man bliver helt eller delvist følelsesløs i underlæben på den pågældende side. Hvis der er kommet et tryk på nerven i forbindelse med operationen, vil den pågældende føleforstyrrelse ofte være midlertidig, og følelsen vil komme igen med tiden (fra uger til måneder). Er nerven blevet beskadiget på en måde, der gør, at den ikke kan hele igen, vil følelsesløsheden ofte være permanent.

Behandlingsplanlægningen er derfor meget vigtig ifm. disse operationer. Hvis forholdene giver mistanke om, at rodkomponenter og nerve er i en position, hvor der kan være risiko for nerveskader, vil det blive undersøgt, om der er andre muligheder for at løse problemet med visdomstanden. Hvis det ikke er tilfældet, vil fjernelsen først ske efter grundig information og samtykke. I svære tilfælde kan det være nødvendigt at henvise til en specialist eller hente en specialist til klinikken for at foretage indgrebet.