Fissurforsegling

Ved en fissurforsegling forsøger man at forebygge et hul på tyggefladen eller at standse et begyndende hul. Fissurforsegling laves ved, at overfladen af tanden renses grundigt i alle furer på tyggefladen. Derefter forbehandles overfladen ligesom ved en plastfyldning, og der lægges tyndtflydende plast ned i furene på tyggefladen. Det gør, at furene og det begyndende hul lukkes af fra munden, således at der i furene ikke længere kan komme bakterier, sukker eller lignende, som kan holde en eventuel nedbrydende aktivitet i gang. På denne måde kan man let og sikkert forebygge og behandle begyndende huller på tændernes tyggeflade.